Vi burde være rige med al den succes

Plastiksagen rider på en bølge af velvillighed, men pengene følger ikke med

”Hvor er det vigtigt, det I laver.”
”En rigtig god sag.”
”Vi har brug for sådan nogen, som jer. Pøj pøj med jeres arbejde”.

Jeg arbejder i Plastic Change, hvor vi kæmper mod plastikforurening og forsker i, hvad der sker med det plastik, der ender i havet, og hvordan det påvirker dyr og mennesker. Og vi giver gode råd til dem, der gerne vil skære ned på deres plastikforbrug.

Både kronprinsen og miljøministeren vil lege med
Både kronprinsen og miljøministeren vil lege med

Alle vil lege med
Overalt møder vi stor velvilje og lydhørhed, og vi bliver konstant kontaktet af grupper, foreninger, skoler, studerende og andre, der gerne vil samarbejde med os eller arbejde for os. Ja selv kronprinsen og miljøministeren vil gerne lege med.
Det er svært for alvor at blive uenige med nogen om, at vi bør gøre noget ved plastiksvineriet. Ja selv de, der ellers rynker på næsen af miljøforkæmpere, giver os ret i, at plastikforbruget nok er ved at tage overhånd.
Også medierne bakker op og bringer jævnligt historier og indslag om plastik, der inden længe vil fylde mere i havet end fiskene. Det er pragtfuldt med al den opbakning, og vi nyder og værdsætter den hver eneste dag.

Penge følger ikke altid succes
I løbet af bare to år har vi fået kæmpesucces som organisation, hvad angår at få vores budskab til at trænge igennem. Vi har bare et problem: vi mangler penge til drift. Ikke kun på den måde, at man jo altid kan bruge flere penge. Nej vi mangler ganske enkelt penge til dagen og vejen, og hvis det ikke var for en trofast og solid gruppe af frivillige, der arbejder gratis, og ansatte, der arbejder langt mere, end de er betalt for, så ville vi ikke kunne udføre blot en brøkdel af det, vi gør i dag.

Det skal ikke lyde som piv – men som en undren over, at en organisation med så stor succes, ikke bliver overøst med penge. Måske er det, fordi alle tror, at vi med al den omtale må have masser af penge.

Svært at bede om penge
Det kan også bare være, at vi ikke er gode nok til at bede om penge til noget så ”kedeligt” som drift, selv om alle, der blot har den mindste indsigt, ved, at det er livsnødvendigt, hvis en organisation skal overleve.

Personligt er jeg rigtig dårlig til det. Jeg stiller mig gerne op i både små og store forsamlinger og fortæller entusiastisk om problemer, løsninger og politikker, der bør ændres. Men når det kommer til at række hånden frem og bede om penge til vores daglige arbejde, overmandes jeg pludselig af en blufærdighed, som får mig til at stikle hånden i lommen igen.

Charmeoffensiv

På Charmeoffensiv i LA for at skaffe penge til Ekspedition Plastik
På Charmeoffensiv i LA for at skaffe penge til Ekspedition Plastik

Men lige nu er jeg i Los Angeles, og her bliver jeg nødt til at overvinde min indbyggede blufærdighed, for hele formålet med min rejse er at lavecharmeoffensiv blandt amerikanske sejlere og danskamerikanere for at få dem til at støtte op om vores kommende ekspedition ud i verdens største plastiksuppe. Et togt, der skal være med til at afsløre, hvor det plastik, vi ”taber” bliver af, og hvad det betyder for havmiljøet. Men for at det kan lade sig gøre, har vi brug for penge til noget så basalt som diesel, vand, havneleje, udstyr og skippers løn.

Så når I derhjemme i Danmark ser mig igen, har jeg fået prøvet nogle grænser af – forhåbentligt til gavn for en god sag. Og hvis ikke – ja så har jeg fået konstateret, at jeg nok skal nøjes med at fortælle historier, og så overlade til nogle andre at kradse pengene ind.

Jeg skal ikke med på selve ekspeditionen, så jeg har ikke noget personligt i klemme. Men det skal – det skal bare lykkes!!!

Lad os hjælpes ad!

Fældet og beskåret træer: Tjek!
Klippet og beskåret buske: Tjek!

Malet hønsehus og terrasse: Tjek!
Kalket lade og ordnet hundegård: Tjek!

Kalkeholdet 2012
Kalkeholdet 2012

For 8. år i træk har jeg holdt den årlige arbejdsdag med venner og familie, der møder op iført arbejdstøj og -handsker, medbringende diverse hånddrevne, såvel som benzindrevne redskaber til hus og have. I løbet af en dag forvandler de min gård fra et lettere afskallet vildnis til et indbydende hjem, som jeg håber mange af alle de gode mennesker, jeg kender, vil besøge i løbet af sommeren.

Startede med en 250 års fest

Terrassemaling 2016
Terrassemaling 2016

Traditionen med arbejdsdag begyndte det år, hvor vi skulle fejre, at vores gård havde været i slægtens eje i 250 år. For når der skal være stor fest på den gamle slægtsgård, skal den selvfølgelig tage sig
godt ud. Men det var mere, end jeg kunne klare ene kvinde. Så gæsterne blev inviteret fra morgenstunden til at deltage i renovering såvel som forberedelse af aftenens fest. Der kom 50 mennesker, og selv om det silede ned fra morgen til aften, blev der knoklet og gården fik en grundig ansigtsløftning, der var en 250 års fest værdig. Festet blev der også, men ikke til langt ud på natten, dertil var de flittige, regnplagede arbejdsfolk for udmattede.

Et hit

Buske barberes ned 2015
Buske barberes ned 2015

Siden er traditionen fortsat, ikke med alle 50 mennesker, det ville være overkill efter det første års grundige indsats, men en flok på 12-16 trofaste venner møder troligt op. Til gengæld sørger jeg for, at vi aldrig går ned på hverken arbejdsopgaver eller på kaffe, øl, hjemmebagte kager, grillede lammekøller, rabarber crumble og rødvin

Malerhold 2015
Malerhold 2015

Jeg vil påstå, at mine arbejdsdage er gået hen og blevet lidt af et hit. I hvert fald har jeg fået klager fra folk, der ikke var blevet inviteret, ligesom flere har henvendt sig for at komme med på listen. Venner, jeg ikke havde inviteret, fordi jeg skønnede, at de havde for travlt med deres eget. ”Det skal vi nok selv afgøre”, fastslog en af dette års deltagere, som jeg af misforstået hensyn ikke havde inviteret med i flere år.

Resultater og godt selskab

Buskhold nr. 1 - 2016
Buskhold nr. 1 – 2016

Og hvorfor skulle det så være populært at få lov at knokle en hvis legemsdel ud af bukserne i andres hus og have? Jeg bilder mig ind, at det er fordi, det både er hyggeligt at gøre ting sammen, man kan se tydelige resultater, udsigten (over grønne enge og Susåen) er formidabel, og så er man i rasende godt selskab!!

Drivhuset er som ny
Drivhuset er som nyt

Nu venter jeg blot på at få lov til at gøre gengæld, ikke at vi opererer med taknemmelighedsgæld, men jeg kommer gerne og giver den en skalle hos andre, inden de løber sur i at skulle gøre det hele selv.

Lad os dog hjælpes ad! Opskriften er hermed givet videre

Hjem til Justin Biebers hår

Fra Stillehavet til den danske medievirkelighed

Glæde blandede sig med vemod, da vi lagde til i Los Angeles, og turen var slut
Glæde blandede sig med vemod, da vi lagde til i Los Angeles, og turen var slut

Min seng er enorm, og mit hus er som et palads.
Sådan føles det i hvert fald, når man i to måneder har sovet i en køje på størrelse med en havebænk, om bord på et skib, hvor hver en kvadratmeter udnyttet til det sidste – som f.eks. toilettet, der er indrettet i et tidligere kosteskab for dem, der ikke foretrækker at sidde på en pøs på fordækket.
Jeg er tilbage i Danmark, hvor diskussioner om Justin Biebers hår og pigers adgang til svømmehallen optager medierne. Gad vist om det også optager danskerne? Jeg har i hvert fald haft det helt fint med i perioder at være helt uden adgang til medier – og derfor uvidende om den slags nyheder.

Nuet på havet
Om bord på et skib på Stillehavet lever man i nuet, og dagens nyheder kan f.eks. være:

Albatrossen med et vingefang på to meter
Albatrossen med et vingefang på to meter
”Vi
Der kan stoppes utrolig meget affald i en plastikdunk, og det lugter ikke

“Ny metode til at stuve affald” (altid et problem, hvor man skal gøre af affaldet)
“Broccoli i plastik-trawlet” (hvor i alverden mon det kom fra?)
”Albatros i sigte” (kæmpefugl med vingefang på to meter).

Det kan måske lyde trivielt, men det er det ikke. Jeg kan ikke komme i tanker om et eneste tidspunkt i løbet af de to måneder, jeg var om bord på S/Y Christianhavns, hvor jeg kedede mig. Der var hele tiden:
skib, der skulle styres, billeder og video, der skulle tages, mad der skulle laves, fugle, der skulle holdes øje med, sejl der skulle op og ned, sange, der skulle synges, plastiktrawl, der skulle ud og ind, og lange samtaler, der skulle føres om alt og intet.
Jeg fik ikke læst halvdelen af de bøger, jeg havde forestillet mig, og mine vigtige overvejelser om fremtiden, og hvad jeg skal med resten af mit liv, druknede også i det NU, man lever i på det store hav.

Landkrabbe med plastikfokus

Slut med bare at leve i Nu'et. Fremtiden kalder
Slut med bare at
leve i Nu’et. Fremtiden kalder

NU er jeg hjemme igen, lige til alt springer ud, og det er dejligt.  Det er tid at dyrke nye og gamle venskaber. Jeg skal skrive artikler om plastikforskning, og jeg skal have fabrikeret et foredrag om ”en landkrabbe, der kastede sig over plastik i Stillehavet” (arbejdstitel), som jeg gerne turnerer med.

Flere snakker om plastikproblemet
Og så fryder jeg mig ellers over, at nordiske miljøministre er blevet enige om at gøre noget ved plastikforurening i havet: Mikroplast i havet kræver handling
Samtidig oplever jeg, at mange mennesker omkring mig er opmærksomme på plastik-problemet, lige fra de mange – især kvinder – der strikker karklude af økologisk bomuld til erstatning af de billige kulørte med plastik, til dem, der er begyndt at samle plastikaffald op på deres vandreture, og dem, der har meldt sig ind i Plastic Change eller bare liker på Plastic Change på Facebook.
Her slutter mit plastikeventyr for denne gang. Men min blog lever videre!

Jeg sover klynget til et spækbrædt

Det er blevet hårdere og koldere at være ombord på Ekspedition Plastik, der nu er på vej op langs Mexicos vestkyst

I nat klyngede jeg mig igen til et spækbrædt. Det røde, som vi bruger til fisk og kød. Vi er kommet ind i et område, hvor vinden driller, og hvor skibet ofte krænger voldsomt. Når vi krænger til styrbords side, falder jeg ud af min køje. Derfor spækbrædtet, som, godt plantet mellem madrassen og den lave køjekant, holder mine lemmer indenbord i køjen. Asger sover med det grønne – det til grønsager.

DSC_2144_Lisbeth
Mere vind og skråt dæk

Rundt på gulvet
Uden for køjen er det som at være med på de skrå brædder i TV-programmet “Rundt på Gulvet”. Eller som at være den fulde James i 90 års fødselsdagen. Vi går skråt hen over dørken, haler os frem, kravler hen over dækket, og selv om vi prøver at sikre alt mod krængningen, sker det jævnligt, at en tallerken eller håndfuld kartofler ryger på tværs af kahytten. Bare at fylde sin vanddunk, kræver stor tålmodighed, fordi strålen har det med at ramme helt ved siden af. For ikke at tale om, hvordan det er at gå på toilettet, når vi krænger 35 grader.

Sværere at forske
Vinden driller også vores forskerteam, der har kvaler med at holde styr på prøver, flasker og etiketter, når det hele krænger. Forleden røg en vigtig si overbord, da skibet pludselig lagde sig på siden. Og trawlet, der sigter vandet for plastik i havoverfladen, tager sig jævnligt en flyvetur over vandet med fare for, at det fanger tropic fuglen eller en af de mange terner eller stormfugle, der følger båden. Alligevel har Malene og hendes assistenter trawlet og taget vandprøver hver dag. Desuden har vi noteret yderligere tre drivende langliner med plastikdunke, foruden den, som vi tidligere på turen befriede en havskildpadde fri fra.

Fisk på menuen
Apropos fange, så prøver vi hele tiden at fange fisk til aftensmaden. Indtil videre har vi kun halet et par hestemakreller ind og en særdeles velsmagende tunfisk. I går, var der en halv fisk på krogen, resten blev spist af en større fisk, mens Rasmus halede snøren ind. Heldigvis kom en båd med tre nysgerrige fiskere forbi her til morgen, og de forærede os fem fisk af ubestemmelig art til gengæld for en kvart flaske Gammel Dansk. Så i aften er der fisk på menuen hos os, og fiskerne får sig en dram.

Nu med hue og sokker
Fra Galapagos har vi hele tiden sejlet nordpå, og det er langsomt blevet koldere især efter, vi nåede farvandet ud for Mexico. Hvor vi før havde vores nattevagter iført shorts og T-shirts, er vi nu hyllet ind i skiundertøj, sejlerbukser og -jakke, hue og sokker. Når solen skinner, og vinden lægger sig, trækker vi atter i sommerklunset, indtil de første søer begynder at skylle ind over rælingen. Så er det igen tid at trække i de vandtætte kostumer.

Et knald i masten
Det meste af tiden sejler vi for motor suppleret af storsejlet, fordi vinden er lige imod os. Forleden aften kunne vi endelig sætte forsejlet og slukke motoren. Vi susede afsted, og nød farten og stilheden, indtil der lød et knald i masten. Faldet, som man bruger til at hejse forsejlet op med, var sprunget, måske fordi det var lidt mørt, men også fordi, der er voldsomme kræfter på spil, når vinden for alvor har fat. Heldigvis kan vi stadig sætte forsejlet med et andet fald, som vi benytter, så snart vi har chancen. Men lige nu er det motoren, der driver os frem med næste stop i Ensenada, hvor vi skal tjekke ud af Mexico, inden vi begiver os ud på de sidste 150 mil mod Los Angeles.

Fra Stillehav til larm og lir

Med helikopter, hjemmebar og vandcykler
Med helikopter, hjemmebar og vandcykler

Blandt motorbåde store som huse, med lyse lædersofaer, hjemmebar og helikopter på dækket, virker vores skønne sejlskib pludselig lillebitte og meget ydmygt.

Efter 17 fredelige dage på Stillehavet, hvor vi kun har mødt delfiner, havskildpadder og fem skibe, er vi nu ankommet til den mexicanske ferieby Cabo San Lucas. Ud over hundredvis af både i størrelserne L til XXXL er marinaen og byen et inferno af showboats, barer og diskoteker med høj musik og unge amerikanere på forårsferie blandet med ældre amerikanere på krydstogt.

Mexico i sigte
Mexico i sigte

Kulturchok
Bedøvede som de er af luksus, sex, sprut og kokain, ænser de ikke den lille flok danskere i saltet sejlertøj, strithår og høj plastikmoral. Efter tre dage døjer vi med kulturchok efter de stille dage på havet. Vi leder forgæves efter containere til vores medbragte og omhyggeligt sorterede affald. Men her, hvor alt handler om penge, er der ingen, der tænker i genbrug, så alt ryger i samme bøtte.

Venter på vejret
Vores behov for at få plejet henholdsvis skibets og besætningens skavanker og afvente en gunstig vejrudsigt fastholder os i dette syntetiske partymiljø. Imødekommende tjenere, souvenirsælgende indianere og et besøg på posthuset for at få sendt vores plastikprøver hjem, er det nærmeste, vi kommer til det ægte lokale miljø. Stor er glæden derfor, da skipper meddeler, ar vejrudsigten tegner til, at vi kan rykke afrejsedagen to dage frem. Det nu ser ud til, at vi kan tage herfra lørdag d. 2. april. Vi krydser fingre for, at det holder.

Koldere og vildere
Vi vil ikke bytte vore skønne sejlskib for alverdens pompøse luksusskuder, og efter tre dage i havn, glæder vi os helt vildt til at genoptage vores plastikeventyr – med hav til alle sider. Også selv om de kommende 800 sømil til Los Angeles bliver koldere og formentlig barskere end de foregående 1900.

Havskildpadde reddet fra plastik-død

Ekspedition Plastik befrier havskildpadde, viklet ind i flere hundrede meter nylonsnor og plastikdunke

”Først lignede det bare en stor klump plastik, men da vi kom tættere på, kunne vi se, at det var en havskildpadde, der var viklet ind i flere hundrede meter langline og plastikdunke,” fortæller Torsten Geertz. Han er skipper på Plastic Change’s ekspedition, der lige nu med skibet S/Y Christianshavn undersøger indholdet af plastik i havet mellem Galapagos og Los Angeles.
En flok delfiner svømmede rundt om skildpadden, og en sule landede på dens skjold. Besætningen besluttede straks at forsøge at komme den nødstedte skildpadde til undsætning, selv om de umiddelbart skønnede, at den måtte være død.

Skilpadde_1825
Nylon snor og fiskeline var viklet rundt om både skildpaddens hals og for- og bagluffer.

I live
Skibet blev vendt og efter et par forsøg lykkedes det at komme tæt nok på klumpen af skildpadde og plastik til, at de kunne få trukket den hen til skibet med en stage. Stor var glæden, da skildpadden pludselig løftede hovedet. Nu gjaldt det bare om at få den skåret fri.
Nylonsnor og fiskeline havde viklet sig rundt om både luffer, hals og bagben; men med en kniv og stor forsigtighed lykkedes det at få befriet alle skildpaddens lemmer, og jublen var stor, da den dykkede og forsvandt ud i Stillehavet. En enkelt gang løftede den hovedet og kiggede, og så var den væk.

Skilpadde-bundt_1841
Klumpen af plastik og nylonline ombord på S/Y Christianshavn

Rystende beviser
”Vi er selvfølgelig glade for, at vi fik reddet skildpadden. Men samtidig er vi dybt berørt over et så kontant bevis på den skade, plastik forårsager blandt havets dyr. Det var jo helt tilfældigt, at vi lige kom forbi, ellers ville skildpadden helt sikkert have været død af sult. Den havde ingen mulighed for at befri sig selv” fastslår havbiolog Malene Møhl, der er med som forsker på ekspeditionen.

Hun og hendes assistenter ombord finder hver dag plastik i de prøver, de tager i et område af Stillehavet, der ikke tidligere er blevet undersøgt for plastik. Prøverne vil blive nærmere analyseret og indgå i en global databank over plastikforurening.

Alarm ombord

Forleden gik alarmen, midt i aftensmaden, netop som solen var gået ned. ”Vi tager vand ind,” fastslog skipper, idet han sprang op sammen med førstestyrmand Rasmus og maskinmester Børge, der ellers lige havde lagt sig for at få en lur. De flåede dørkpladerne op, og straks efter lå de alle tre med hovederne nede i maskinrummet.

Torsten
Skipper Torsten måtte i baljen for at reparere skrueakslen

Skipper overbord
Det var skrueakslen, der var røget ud af motoren, og derfor trængte der vand ind. Den ellers så fartglade Anders fik til opgave at holde skibet så meget i ro, som strømmen (vinden og bølgerne) tillod det. Lynhurtigt fandt skipper snorklen frem, tog et reb om foden, og uden tøven på 3-4 km dybde sprang han i havet, der heldigvis viste sig fra sin blidere side den aften. Til alles store lettelse var skrueakslen til at redde, og efter et par forsøg lykkedes det at få sat den på plads igen. Uden den ville vi ikke kunne sejle for motor. Bolten, der holdt den fast, var knækket, så den skulle bores ud og erstattes af en ny.

Ingen panik
Efter fire timer var operationen overstået, og vi kunne sejle videre. Selv om det var en alvorlig situation, dér ca. 850 km fra nærmeste land, og der skulle handles hurtigt, var der på intet tidspunkt optræk til panik. Alt foregik roligt, og alle hjalp til, der hvor de bedst kunne. Det var et kontant bevis på, at vi har de kompetencer, den besindighed og snarrådighed ombord, som er nødvendig, og som gør mig helt tryg ved at være med på denne ekspedition, selv når bølgerne går højt.

Asger og MAlene
Fire timer ad gangen har vi vagter ved roret – med otte timers pause imellem

Faste rutiner
Det er nu elleve dage siden, vi forlod Galapagos. Dagen er styret af faste rutiner døgnet rundt med fire timers vagter ved roret efterfulgt af otte timers pause. Hver fjerde dag har jeg køkkentjansen sammen med min makker, Anders.
Hver morgen bliver vores trawl sat ud for at fange plastik. Om eftermiddagen bliver det taget ind, og ”sokken” tjekket for indhold af plastik, og vi kommer med forargede udbrud, når forsker Malene viser stumper af hård plastik, stykker af plastikposer og trevler af nylonreb, som findes i hvert eneste trawl.

Umuligt at kede sig
Ind imellem er jeg dødtræt efter en nattevagt, der slutter ved en solopgang, som jeg lige må have med, inden jeg skal til køjs. Pludselig er alle oppe, og det er umuligt at sove. Bedst som man tror, man skal slappe af med en bog, lyder råbet: ”delfiner.” Så ryger alle mand til rælingen for at kigge. Ind imellem skal der skiftes sejl eller spules dæk. Eller nogen har bagt pandekager til ren forkælelse. Vi kigger på de brune suler, der slås om at slå sig ned i masten, eller et skib i det fjerne.
Om natten er der stjernerne, månen og det uendelige hav, ind imellem tilsat delfiner, der ræser af sted oplyst op af morild, som torpedoer gennem vandet.
Dagene på havet glider afsted med tid til eftertanke, men der er aldrig tid til at kede sig.

Døbt i fuld fart over ækvator

Forleden var vi tre der blev døbt.
Godt nok hedder vi stadig Christine, Rasmus og Lisbeth, for det hele gik så hurtigt, at skipper ikke havde nået at finde på nye navne. Anledningen var, at vi krydsede ækvator, og første gang det sker til havs, skal man døbes.

Det skete i solnedgangen, netop som den nordligste Galapagos-ø var ved at glide ud at syne. Men forinden var det pludselig blæst op på den gode måde. Anders, der stod ved roret, er kapsejler og forstod at udnytte vinden optimalt, så båden krængede 25 grader med vandet skyllende ind over rælingen. Skipper, der var midt i madlavningen, havde travlt med at vurdere om sejlene skulle skiftes. Og pludselig var vi ved ækvator.

Saltvand og lakridspiber
”Nul” skreg Anders med blikket fæstnet på GPS’en. Og så fik skipper alligevel snøvs til at kaste et krus stillehavsvand i hovedet på os tre novicer. Bagefter røg vi en lakridspibe, mens skipper og hans tre styrmænd besluttede at beholde sejlene oppe, med det resultat at vi røg af sted mod Mexico med en fart på helt op til 10 knob (18,5 km) i timen.

Alle i arbejde
I går var det arbejdsdag. Toilettanken blev tømt, og med Galapagos godt bag os og dermed den 40 mils zone, der de to første dage forbød os at tage prøver af havvandet, kunne vi omsider begynde at fiske efter plastik.

Vi er de første
Vores havbiolog, Malene, fik sat det særligt designede trawl, der hang ud fra siden af skibet hele eftermiddagen. Samtidig sigtede hun og hendes assistent Asger 100 liter vand i et rør med forskellige størrelser filtre. Nærmere analyser vil vise, hvor meget mikroplast, der er i prøverne fra dette område af Stillehavet, der aldrig før er blevet testet for plastik.

Christianshavn_1486-1
“Christianshavn” i eftermiddagssol med trawlet ude

Foto for fulde sejl
Vi fik sat et tredje sejl, og med den perfekte vind og sollyset lavt ind fra sydvest, var det rette øjeblik kommet til en fotoseance. Gummibåden kom i vandet og med skipper ved roret, og mig med kameraet, ræsede vi rundt og fik vi taget en serie fantastiske billeder fra alle vinkler af den 16 meter lange skude,
der aldrig har taget sig skønnere ud.

Snart farvel til en perle af en ø

Blåfodet sule
Blåfodet sule

Den sidste uge har vores skib ligget for anker ved den skønne ø Isabela, hvor man ikke behøver at tage på arrangerede ture for at se alle de dyr, som Galapagos er så berømt for. De er der lige for næsen af en – finkerne, de blåfodede suler, søløverne, babyhajerne, pingvinerne, leguanerne og de store landskildpadder.

Asger fangede denne kæmpetun
Asger fangede denne kæmpetun

Tre tun på tre timer
Forleden var fire af os ude at fiske med en lokal fisker ude på revet. På fire timer fangede vi tre pænt store tunfisk, mens en to meter lang marlin forsvandt med et kraftspring, efter den havde bidt linen over.
På vej ind mod land hoppede vi i vandet og snorklede med pingviner og stimer af små og store fisk, der bevægede sig under os, de store i adstadig slowmotion, de mindre i fuld fart.
Om aftenen lånte vi et køkken på en lille strand-restaurant, der har lukket om lørdagen, og tilberedte og spiste tunfisk i alle variationer – rå, grillet og stegt.

En perle af en ø
Vores lokale agent, der hjælper os med diverse tilladelser, siger at det er nu, hvis man skal opleve denne perle af en ø i nogenlunde uspoleret tilstand. Der er planer om at bygge flere store luksushoteller, og når det kommer, vil turisterne strømme til på en helt anden måde end i dag, hvor de fleste bor på turbåde, der ligger for anker i bugten, ligesom vi selv gør.

Forbereder 3-4 uger til havs
Under alle omstændigheder er det snart slut for os med at nyde det fredelige liv på Isabela. Vi er gået i gang med at gøre os klar til at forlade Galapagos for at fortsætte Ekspedition Plastic via Mexico til Los Angeles.
Stemningen er høj og fuld af forventning, mens vi gør skibet klar til 3-4 ugers sejlads på Stillehavet, hvor vi ikke forventer at se land, og hvor vi for alvor skal i gang med at tage prøver for Plastic Change.

Nyt trawl til at tage prøver af plastikindhold i havet
Nyt trawl til at tage prøver af plastikindhold i havet

Tjek af motor og vejrudsigter
Der bliver købt ind – mad, diesel, gas og vand. En mekaniker har været ombord for at tjekke motoren, der med en gang ny olie, nu kører som den skal.
Vores to forskere har pakket det nye mantatrawl ud, som skal bruges til at tage prøver at plastikindholdet i havoverfladen. Det ankom med privat kurer fra Los Angeles i går.
Skipper tjekker vejrudsigter og arbejder på at få tilladelse til at forlade Isabela.
Lige nu er vinden og myndighederne det eneste, der holder os fra at stikke til havs.

Søløve ombord

Hvordan undgår man søløver i sengen – og søløver kvalt i plastik?

Søløver lever livet på Galapagos
Søløver lever livet på Galapagos

I aftes lå der en stor, søvnig søløve på dækket, da vi kom hjem til båden for at gå til køjs. Den var ikke meget for at flytte sig, men da dæklyset blev tændt, gled den omsider ned i det mørke, lunkne vand til sine artsfæller. Og så snart lyset blev slukket, var den der igen.

Inden vi gik under dæk, lukkede min sejlfælle, Asger, alle luger. ”Jeg skal i hvert fald ikke have sådan en karl ned til mig i nat. Og hvordan skulle vi også få den op igen. ”
Resultatet var, at vi svedte tran hele natten i den tillukkede kahyt, og kl. syv i morges hoppede jeg i havet for at blive afsvalet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne få sådan et dyr ud af sin kahyt. Måske løfte den i et lagen, eller lokke den med en fisk? Men vi har kun dåsetun, og det er næppe søløvens livret….

Frygter for plastik
Vi ligge for anker ved Galapagos-øen Isabela, som er et paradis af eksotiske dyr som pingviner, hajer, hav- og landskildpadder og koralrev. Mens vi suger til os af alt det skønne, holder vi inde med prøvetagning af havvandet for plastikindhold. Det kræver en særlig tilladelse at sætte trawl ud her, og den har vi ikke fået. Til gengæld spørger vi til plastiksituationen, hvor vi kan komme til det – blandt forskere, surfere, rejseagenter og butiksindehavere. Og de har alle sammen hørt om den stigende plastikforurening og frygter for, hvad der vil ske, hvis Galapagos for alvor bliver inficeret.

IMG_0262
Også på Galapagos flyder affaldet i baghaven

Søløver kvalt i plastik
Der er allerede fundet havskildpadder med plastik i maven, søløver viklet ind i nylonreb eller plastikposer og flere beskyttede strande flyder med plastikstykker, som formentlig har rejst en lang vej resten af verden med en af de tre havstrømme, der mødes her.
Selv gør galapagonerne en del for at beskytte deres unikke øer mod plastikforurening. På flere af øerne er der forbud mod plastikposer, og en kommende kampagne skal opfordre turister til ikke at efterlade plastik på Galapagos. Men så er de lokale heller ikke mere hellige. Der sælges masser af plastikservice i butikkerne, og der ligger meget plastik og flyder – også der, hvor turisterne ikke kommer.

Mine nye (plastik)øjne
For to år siden ville jeg nok ikke have tænkt så meget over det, men nu ser jeg verden med nye (plastik)øjne og opdager, at der er plastik alle vegne.
Det formår og ikke spolere mit indtryk af Galapagos, som et helt enestående sted, som jeg er dybt taknemmelig for at få lov at opleve – og så oven i købet det meste af tiden fra dækkes af dette skønne sejlskib.